Nye frivillige i Bispebjerg Skolehave
Frivilligrollen i Bispebjerg Skolehave
Bispebjerg Skolehave er en del af Københavns Skolehaver, og vi deler areal med Københavns Skolehavers skoletjeneste.
Som frivillig er man en del af skolehavens fritidstilbud. Se evt. mere på foreningens hjemmeside.
Skolehavens fritidstilbud løber fra sidst i april til sidst i september.
I sæsonen har vi to hold om ugen (tirsdag og torsdag), og som frivillig er man fast tilknyttet ét af holdene.
Børnene kommer fra kl. 16.30 - 18.30, de frivillige møder fra kl. 16.00 - 19.00.
I sommerferien er der åbent tre dage om ugen, hvor de frivillige skal være tilstede med minimum et par frivillige hver onsdag i tidsrummet kl. 13.00 - 16.00. Vagterne fordeles så vidt muligt mellem de frivillige.
Hvad kræver det?
- Lyst til at dele haveglæde og havearbejde med børn og deres familier.
- Mulighed for at komme stabilt én eftermiddag om ugen gennem hele sæsonen, hvor vi vejleder børn og deres voksne i dyrkning af deres haver - alt sammen i en atmosfære af hygge og sjov.
- Deltagelse i 8 - 9 arbejdsdage i løbet af sæsonen, hvor vi tager os kærligt af den øvrige del af haven i området omkring børnenes haver (som regel på søndage).
- Deltagelse i 2 - 3 møder i løbet af sæsonen (som regel i weekender).
- Deltagelse i planlægningsarbejdet for sæsonen.
- Meget gerne lyst til at deltage i høstfesten i september sammen med havens øvrige frivillige og ansatte personale samt en masse børn og deres familier.
- At man overholder aftaler/giver besked, hvis man bliver forhindret.
- At man holder sig opdateret, og er aktivt deltagende i vores kommunikationsforum (vi bruger Signal).
- Man kan desværre ikke have egne børn med, når man er frivillig på eftermiddagsholdene.
Hvad kan vi tilbyde?
- En eftermiddag om ugen, hvor du er udenfor og deler oplevelser og glæde sammen med en masse dejlige børn og deres voksne.
- Mulighed for at være en del af et fællesskab med andre frivillige, hvor vi deler glæden ved udeliv, og får erfaring med grøntsagsdyrkning, bålmad og andre udeaktiviteter i samspil med sæsonernes skiften.
- Et fællesskab med andre frivillige der er præget af hyggeligt samvær og fælles arbejdsglæde.
Typer af opgaver på eftermiddagsholdene
- Være instruktør i havearbejde for børnene og deres familier fra kl. 16.30 - 18.30 enten tirsdag eller torsdag i sæsonen.
- Som instruktør er man sammen med andre frivillige, hvor man hjælper børnene og deres familier med, hvordan haven dyrkes (lægge kartofler og sætte løg, så, luge, hyppe, høste, mm.)
- Lave andre aktiviteter i haven med børnene, f.eks.:
- Mad over bål.
- Undersøge smådyr i haven.
- Lave aktiviteter med havens frugter og bær m.m.
Typer af opgaver på arbejdsdagene
- Beskære havens frugttræer.
- Klippe hæk.
- Rydde opvækst.
- Slå græs.
- Jordbearbejde.
- Ordne drivhus.
- Reparere skure og hegn.
- Mm.